Pære-Marcipan-Squares

Syndige squares med masser af marcipan, mandler og søde pærer

Syndige squares med masser af marcipan, mandler og søde pærer

Med haven fuld af søde, modne pærer fik jeg lyst til at bage disse squares. Kager med frugt og marcipan har altid været mine ynglingskager, og denne er også én af de opskrifter, jeg helt sikker kaster mig over igen.

Opskrift: Pære-Marcipan-Squares (Ca. 24 stk)

Bund: 500 g ren rå marcipan af god kvalitet, 4 store æg, 3 spsk kakao

Sæt ovnen på 175 grader. For en bradepande (ca. 25×35 cm) med bagepapir. Riv marcipanen (Læg den evt. på køl/frys før, så er den lettere at rive) og rør æggene i ét ad gangen. Rør godt imellem hvert æg. Tilsæt kakao og bland godt. Held dejen i formen og forbag bunden i 15 min.

Fyld: 3 æg, 1 dl rørsukker, 200 g mandelmel (gerne med hinder), 3-4 pærer.

Pære-Marcipan-SquaresPisk øg og sukker let og luftigt. Vend mandelmelet i æggesnapsen. Fordel fyldet på den afkølede bund. Skræld pærerne og skær dem i tynde både. Tryk pærerbådene ned fyldet.

Låg: 150 g hvedemel, 1,5 dl rørsukker, 75 g blødt smør, 50 g mandelflager

smuldr mel, 1 dl sukker og smør med fingrene til en smuldredej. Tilsæt mandelflagerne og bland let. Smuld låget ud over kagen og drys med resten af sukkeret.

Bag kagen midt i ovenen ved 175 grader i ca. 35 minutter eller til den er gylden.

Reklamer

Æble-Hyben Crumble Bars

Æble-Hyben Crumble Bars

Æble-Hyben Crumble Bars

Sensommer og tidligt efterår kalder på bagværk og hygge. Jeg havde fået et glas marmelade af en kollega, som arbejder indenfor fødevarebranchen. Den økologiske æble-hyben marmelade er fra Bandholm Frugtplantage, og da den var ved at nå sin sidste holdbarhedsdato, skulle den bruges relativt hurtigt. Jeg besluttede mig for at forkæle resten af kollegaerne med en lækker æble-hyben crumble bar.

Læs resten

Sarahs Efterårskage

Tiergarten i oktober – Schloss Belleveau

Det er starten af oktober, og efteråret er på sit smukkeste. Bladene blive gyldne og falder af trænerne, stierne i parken er fyldt med nedfaldne kastanjer, dagene bliver kortere og køligere, og dagsregn er sat ind. Det hele indbyder til indedage på sofaen med en stor kande the eller kaffe, tøfler og varme striktrøjer, brætspil og gode bøger, og ikke mindst nybagte, lune boller eller en rigtig efterårskage.

Desværre må de fleste af os jobbe 5 ud af 7 dage om ugen, og det er ikke altid, at hyggevejret falder lige om søndagen, hvor stemningen og tiden er der til en god indedag. Hvad gør man så? Man tager hyggen med på arbejde 🙂

Sarahs Efterårskage på kontoret

Jeg var egentlig på udkig efter en opskrift på de amerikanske “Sticky Buns”, som er kanelsnegle bagt sammen til en kage og overhældt med glasur eller karamel, da jeg faldt over denne opskrift på én af mine ynglingsblogs: www.sarahskager.dk. Sarah kalder hendes kage en “kanelsneglekage” og lokker med, at man undgår alt bøvlet med hævning, udrulning osv., men at man opnår samme hyggelige, efterårsagtige resultat. Denne opskrift måtte jeg prøve 🙂

Jeg fulgte opskriften næsten til punkt og prikke, men måtte erstatte lidt af mælken med yoghurt, da jeg løb tør for mælk undervejs. Egentlig synes jeg, det er en mærkelig opskrift, da man blander hele molevitten til kagedejen sammen på en gang, så jeg var ret spændt på, om kagen blev tung i krummen – Det gjorde den slet ikke!

Remoncen fordeles ned i kagedejen vha. to gafler

Dét, som gør kanelsnegle gode, søde og smovsede, er jo klart remoncen! Kanelremoncen i denne efterårsdage indeholder også grofthakkede mandler, hvilket jeg kun synes godt om. Den kommes ovenpå kagen i klatter, som fordeles med gafler og på den måde arbejdes ned i kagen.

Jeg tog Sarahs efterårskage (som jeg har døbt den) med på arbejde, lunede den i ovnen et kort øjeblik og strøg hvid glasur ud over i et tilfældigt mønster. Kanelduften bredte sig på ambassaden, og der gik ikke mange sekunder fra, at jeg havde sendt den lille hilsen om efterårskage ud i mailboksene til mine kollegaer, før jeg kunne høre, tallerkner klirer og stemmer nede fra spisestuen. Jeg fik meget ros for den kage – Rigtig meget. Den var meget blød og svampet, og mængden af remonce var perfekt. Næste gang vil jeg måske prøve, at komme revet æble i remoncen også. Det tror jeg, vil klæde kagen og temaet 🙂 Men uanset hvad, så var denne udgave et hit. Flere kollegaer stak hovedet ind på mit kontor i løbet af dagen, og roste mit eksperiment til skyerne, og kagen forsvand på 0,7 🙂 Det er utroligt, hvor meget glæde lidt smør, sukker og kanel kan skabe, og så var efterårshyggen bragt ind på den danske ambassade i Berlin 🙂

Før glasuren kom på!I kan finde opskriften på denne lækre kage på Sarahs blog, hvor Sarah, som sagt, kalder den Kanelsneglekage 🙂

 

I kan finde opskriften på denne lækre kage på Sarahs blog, hvor Sarah, som sagt, kalder den Kanelsneglekage 🙂